Kort beskrivelse: Ved byggeriet af DR-byen i København ville bygherren have Danmarks sikreste byggeplads. Man afsatte derfor en del af byggesummen til forskellige former for præmier og priser. For at opnå priserne skulle man gøre noget ekstraordinært, som i mange tilfælde lå over det, der var krævet efter loven. Der blev både uddelt individuelle og kollektive priser. For eksempel blev særligt opmærksomme arbejdsmiljørepræsentanter præmieret, gode sjak blev præmieret, og hele firmaer der samlet set havde gjort det godt, fik priser. Priserne lå fra 2.500 kr. for en individuel pris og noget større beløb, der bl.a. betød en weekendtur til udlandet for et større sjak. Priserne skulle gå til sociale eller kulturelle aktiviteter. I 2004 donerede et betonsjak dog deres pris på 60.000 kr. til ofrene for tsunamien i Asien. Præmiepengene udgjorde mindre end to promille af byggeomkostningerne.
Proces: Der var indført et pointsystem, hvor man fik points for de gode præstationer (se nedenfor), men fradrag af points for fx arbejdsulykker, bøder eller påbud fra Arbejdstilsynet, for at overtræde sikkerhedsregler, udeblive fra sikkerhedsmøder, ikke at foretage risikovurderinger, mangle lovpligtige kurser og lignende.
Man gav bonuspoints for eksempel deltagelse i forskellige ikke-lovpligtige kurser som:
- Brandteknik
- Anhugning
- Højderedning
- Førstehjælp
Man gav også bonuspoints for:
- Anmeldelse af ulykker
- Anmeldelse af nærved-ulykker
- Gode arbejdsplaner og risikovurderinger
Tilstrækkelig mange bonuspoints eller andre positive registreringer kunne udløse præmier og priser, uddeling af en DR-nål, ur med logo, diplom m.m. Uddelinger skete ved større arrangementer, hvor alle ansatte var inviteret.
Erfaringer: Ordningen betød meget stor opmærksomhed på arbejdsmiljøet. AMR´erne oplevede at det var godt for dem at blive anerkendt, og i sjakkene og virksomhederne skabte det en fælles opmærksomhed på arbejdsmiljø, som ikke var så stor på det tidspunkt.
Effekt: Samlet fik man en ulykkesfrekvens på en fjerdedel under branchens landsgennemsnit og et sygefravær på en tredjedel under branchens landsgennemsnit. DR-byen blev i 2004 udpeget til en af Europas fem bedste byggepladser efter indstilling fra Arbejdstilsynet og arbejdsmarkedets parter.